Sådan fungerer vandindvinding i Danmark

Når danskerne åbner vandhanen derhjemme, er det næsten udelukkende rent grundvand, der strømmer ud.

I Danmark kommer godt og vel 99 procent af drikkevandet fra grundvand, der pumpes op fra tusindvis af boringer over hele landet.

Vandet gennemgår som regel en enkel rensningsproces med iltning og filtrering, fordi grundvandet fra naturens hånd har høj kvalitet. Men i takt med stigende forurening og klimaforandringer bliver nye, avancerede teknologier nødvendige.

Stram regulering af indvindingen

Vandindvinding i Danmark er strengt reguleret gennem lovgivning og myndighedskontrol for at sikre både forsyningssikkerhed og miljøhensyn.

Vandforsyningsloven regulerer indvindingen

Hovedloven er Vandforsyningsloven, der fastsætter rammerne for al indvinding af grund- og overfladevand til drikkevand og andre formål (mst.dk). Ifølge loven kræver det indvindingstilladelse at hente større mængder vand op. Kommunalbestyrelsen udsteder som hovedregel disse tilladelser efter ansøgning.

Indvindingstilladelser

Tilladelserne angiver en maksimal mængde (m³ pr. år) og gælder i op til 30 år, hvorefter de skal fornyes. Ved vurdering af ansøgninger skal kommunen sikre, at indvindingen er bæredygtig – dvs. at grundvandsressourcen er tilstrækkelig, og at indvindingen ikke medfører uacceptable konsekvenser for vandmiljøet (f.eks. udtørring af nærliggende vandløb, søer eller vådområder).

Vandforsyningsplan

Hver kommune skal desuden udarbejde en vandforsyningsplan, der fordeler forsyningsområder og indvinding mellem vandværkerne. Planerne koordinerer også nye boringer og nedlæggelser.

På tværs af kommuner har staten udpeget Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD), som er strategisk vigtige grundvandsområder, der bør beskyttes. Disse udpegninger blev foretaget af GEUS og Naturstyrelsen i perioden 2003–2015 og er indarbejdet i de kommunale planer.

Inden for OSD og indvindingsoplande skal kommunerne også udarbejde indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse – planer, der beskriver konkrete tiltag som restriktioner på råstofgravning eller landbrugspraksis. Det er en central del af den forebyggende regulering.

Hvem står for indvindingen – vandværker, kommuner eller private?

Almene vandværker er ansvarlige for langt hovedparten af drikkevandsindvindingen i Danmark. Der findes ca. 2.600 almene vandforsyninger, som tilsammen leverer drikkevand til over 95 % af befolkningen (mst.dk).

Vandværkerne kan være enten kommunalt ejede vandselskaber eller forbrugerejede andelsværker. Alle vandværker – store som små – indvinder grundvand under samme lovgivning og kvalitetskrav. Vandværker med en årlig indvinding på over 200.000 m³ er desuden underlagt økonomisk regulering via Vandsektorloven, mens mindre værker drives mere frit, typisk som non-profit organisationer ejet af forbrugerne.

Ud over de almene vandværker findes mellem 50.000 og 70.000 ikke-almene forsyninger – private brønde eller boringer – som forsyner enkelt-ejendomme eller små grupper, under 10 husstande. Disse anvendes især i tyndtbefolkede landområder, hvor ejendomme ikke er tilsluttet et offentligt vandværk.

Mængden af vand fra disse private brønde er relativt lille, og indvindingen herfra er også underlagt tilladelser og kvalitetskrav, om end kontrollen er mindre hyppig end for de almene vandværker.

Der findes endelig industrivirksomheder og landbrug med egen indvinding, som ikke går til drikkevand, men f.eks. til procesvand. Nogle større industrier (bryggerier, fødevareproduktion m.m.) har egne boringer til at dække deres store vandbehov.

I 2021 blev der indvundet ca. 46 mio. m³ grundvand til erhvervsformål (Vand i tal 2023).

Almene vandværker har prioritet i loven (drikkevand anses som det højest prioriterede formål), men alle større indvindinger – uanset formål – kræver tilladelse og skal indpasses i den samlede grundvandsbalance.