Høringssvar om kontrol af beholdere til husdyrgødning og ensilagesaft
DANVA er enige i behovet for at forbedre kontrolordningen for beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning og ensilagesaft.
PROJEKTNR.: 4009
J.nr. 2024-62414
Ifølge kontrolordningens årsrapport for 2024 var der betydelige, eller alvorlige fejl i 38 % af kontrolrapporterne i 2023, og i 2022 var tallet 42 %. Udsivning af gylle og ensilagesaft udgør en stor miljørisiko og kan forurene drikkevandet. Så høje fejlprocenter i kontrollen er uacceptable.
DANVA støtter indførelsen af en akkrediteret inspektionsordning, da det vil øge kvaliteten og troværdigheden af beholderkontrollen. En akkreditering sikrer at inspektionsorganet er upartisk i forhold til både produktet og opgavens bestiller. Det betyder, at producenter ikke længere kan inspicere deres egne produkter, konstruktioner og reparationer.
DANVA anbefaler, at de kontrollerede beholdere mærkes med inspektionsdato, hvem der har udført inspektionen, og næste inspektionsdato. Dette vil gøre det lettere at identificere ikke-godkendte beholdere og give et bedre overblik for dem, der har pligt til at bestille inspektionen. Lignende mærkningskrav kendes fra trykbærende udstyr (ammoniak) og elevatorer i bygninger.
DANVA finder en overgangsordning på tre år frem til 1. juli 2028 rimelig frist til at implementere ordningen hos DANAK, certificeringsselskaber og tilsynsvirksomheder. Dog er det uhensigtsmæssigt, at enkelte inspektører kan fortsætte frem til 2030 uden opkvalificering. Det vil skabe ulige konkurrence og risikerer at gå ud over inspektionskvaliteten.
DANVA anbefaler, at der udarbejdes en generel årsrapport for at følge op på de forventede kvalitetsforbedringer, ligesom i den eksisterende ordning.
En akkrediteret inspektionsordning vil hæve niveauet af sikkerhed og skabe større tillid til Beholderkontrollen, men det er stadig ”bekendtgørelsen om kontrol af beholdere” der definerer kravniveauet i ordningen. Derfor anbefaler DANVA at et krav om mærkning af beholdere indskrives i bekendtgørelsen, og at det tydeliggøres at inspektører ikke kan inspicere eget arbejde. Samtidig anbefaler vi at muligheden for en udvidet overgangsordning frem til 2030 fjernes fra bekendtgørelsen.
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA
CEO