DANVA og Danske Vandværker ønsker en mere klar, administrerbar og opdateret vejledning med tydelig ansvarsfordeling, færre gentagelser og illustrative eksempler. Vi anbefaler præciseringer på centrale områder som indikatorparametre, prøvetagning, materialer, tilsyn og forbrugerinformation.
DANVAs og Danske Vandværkers fælles høringssvar fokuserer på de nye hovedelementer. Der er vedlagt et bilag med tekstnære bemærkninger til vejledningen.
Vi har et ønske om en klar og administrerbar vejledning, der minimerer tolkningsrummet i bekendtgørelsens bestemmelser og kvitterer hermed for den kortere og mere konkrete udgave af vejledningen. Af hensyn til målgruppen vandværker og vandselskaber anbefales, at den juridiske tekst suppleres med illustrative eksempler, og at gentagelser i teksten reduceres for bedre læsbarhed. Vi står gerne til rådighed med uddybninger, erfaringer og konkrete eksempler i forhold til de nævnte vejledninger og de øvrige bemærkninger i høringssvaret.
Kogeanbefalingsvejledningen skal opdateres hurtigst muligt, den er fra marts 2013 og afspejler ikke de krav, der er kommet til siden, men bliver alligevel brugt i praksis. Nødvendige tilføjelser er straksprøver ved taphanen, nye krav til mikrobiologiske parametre blandt andet enterokokker, coliforme og kimtal samt indføring af indikatorparametrene.
Beredskabsvejledningen, vejledning om kvalitetssikring af almen vandforsyning bør også opdateres.
Indførelse af indikatorparametre er et skifte i administrationen, og involverer både myndigheder, vandforsyninger og Styrelsen for patientsikkerhed. Opgaven er administrativ tung, og der er sandsynlighed for at reglerne administreres meget forskelligt, det kan undgås, hvis der fastsættes aktionsgrænser i vejledningen.
Derudover bør vejledningen inddrage Bilag 6 til Drikkevandsbekendtgørelsen, så mulighederne for differentieret kontrolhyppighed på baggrund af risikovurderinger fremgår tydeligt.
Sidst savnes klar beskrivelse af ansvarsfordelingen imellem vandforsyning og kommune. Der kunne med fordel i hvert kapitel tilføjes en tabel med angivelse af om opgaven er en kan eller skalopgave. Dette vil gøre ansvarsfordelingen tydelig samtidig med at det også bliver klart hvor der skal træffes lokale beslutninger om administration.
Det anbefales at præcisere, hvordan adgang til prøvetagningssteder på private ejendomme skal håndteres. Hvis prøvetagning på private ejendomme ikke kan gennemføres, bør kommunen tage stilling til varsling og eventuel flytning af prøvetagningsstedet, tvangsmidler om politi og låsesmed er en myndighedsopgave, og i forhold til udtagning af en almindelig vandanalyse virker det 'uproportionalt'.
Endvidere efterlyses præcisering af vandværkernes ansvar: Vandforsyninger kan alene være ansvarlige for vandkvaliteten frem til skel og ikke for evt. forringelser der kan henføres til husinstallationerne, derfor er eksemplet med lange ledninger i store bygninger ikke relevant for vandværkernes kontrol.
Positivlisten for behandlingskemikalier og filtermedier er en del af bekendtgørelsen og som sådan skal vejledningen afklare tvivlsspørgsmål.
I forhold til egenkontrolprogram §9, stk. 4 bør det præciseres, at egenkontrolprogrammer først kan eksekveres efter de nævnte tidsfrister i §9 for behandlingskemikalier, sandfiltre og øvrige filtermedier.
I Drikkevandsbekendtgørelsens § 9 stk. 7 skrives: ”Øvrige filtermedier skal overholde kravene i stk. 1 og 2 senest 1. juli 2034”. For god ordens skyld bør det præciseres, at der er tale om nyetablerede filtre og filtermedier, og ikke eksisterende filtre i drift.
Angående henvisningen til DS/S-314 i afsnit 6.4 er DANVA og Danske Vandværker bekendt med, at der allerede foregår et arbejde med at få standarderne gjort klar til danske forhold. DANVA har fået tilsagn fra Dansk Standard om, at dette arbejde når i mål, hvilket er forudsætningen for vejledningens anvendelighed.
Produktkontrol fremfor analyser
Vandforsyningerne skal foretage en egenkontrol af anvendte behandlingskemikalier og filtermedier, for at sikre at disse opfylder renheds- og kvalitetskrav i den europæiske standard.
Det skal fremgå klart af vejledningen at egenkontrollen ses som en dokumentationsopgave for producenten, hvor det er vandforsyningernes opgave at sikre denne dokumentation.
Produktkravene er fastsat på et niveau, der sikrer vandkvaliteten uden omfattende analyser for migration og afsmitning i driftsfasen. Egenkontrollen supplerer det lovpligtige analyseprogram og består således af:
Når anlægget er i drift overgås til det ”almindelige” analyseprogram.
Tilsyn på tværs af kommunegrænser
Den nye bestemmelse i §10 stk. 2 om tilsyn med anlæg hvor vandet forbruges i flere kommuner kalder på at de berørte kommuner i samarbejde med forsyningen aftaler et ensartet administrationsgrundlag for de forsyninger, der leverer vand i flere kommuner. Dette bør præciseres i vejledningen.
Indikatorparametre og operationelt analyseprogram
Bekendtgørelsen indfører begrebet indikatorparametre og operationelt program som supplement til sundhedsmæssigt baserede kvalitetsparametre.
Forskellen mellem de to typer af kontrolprogrammer skal tydeliggøres. Det lovpligtige program som omfatter kvalitetskravene kan kun ændres med forudgående afgørelse fra myndighederne, mens kontrollen af indikatorparametrene angives som driftsrelaterede, der sigter på at kontrollere, at vandbehandlingen fungerer efter hensigten. I præamblen til direktivet fremgår, at ” kontrol til operationelle formål for at sikre, at vandbehandlingen fungerer efter hensigten. Sådan yderligere kontrol bør udføres efter vandforsyningernes skøn”.
Det operationelle program er vandforsyningernes opgave. Denne opgave omfatter en orienterings- og dokumentationspligt overfor myndighederne.
Da formålet med det operationelle program er at sikre at processerne i vandbehandlingen fungerer efter hensigten, kan det blive nødvendigt at ændre programmet med kort varsel. Det skal derfor præciseres, at ændringer i det operationelle program ikke skal godkendes på forhånd, da en sådan praksis vil stå i vejen for det operationelle driftshensyn. Ændres antallet og omfanget af prøver i det operationelle program, skal myndighederne orienteres, og der skal foreligge en begrundelse for ændringerne.
Øvrige forebyggende foranstaltninger som vandselskaberne udfører, kan også indgå i det operationelle program, som erstatning for, eller supplement til analyser, blandt andet online målinger hvis disse forefindes.
Kontrolhyppigheden skal tilrettelægges på forsyningsområdeniveau baseret på distribueret vandmængde – ikke værk for værk i de tilfælde, hvor det er samme forsyning, der distribuerer fra flere værker eller beholderanlæg i samme forsyningsområde. Eksemplet i vejledningen s. 26 afsnit 3.6.4 kan misforstås og skal rettes til ligesom angivet i bekendtgørelsens bilag 5 afsnit 3.
Det anbefales, at "straks" ved underretning om overskridelser defineres som hurtigst muligt og senest inden for normal arbejdstid, medmindre der foreligger akut sundhedsfare. Påbud ved installationsovertrædelser bør gives direkte til ejere/lejer og ikke til vandforsyningen. Det kan misforstås i høringsudgaven til vejledningen og skal derfor præciseres.
Vi anbefaler, at der åbnes mulighed for at afvente flere analyser ved påvisning af nye stoffer i overvågningen, før der foretages afværgeforanstaltninger på vandforsyningsniveau.
En enkelt måling i et meget stort tilstrømningsområde, bør ikke automatisk udløse krav om afværgeforanstaltninger. I den sammenhæng understreges, at ansvaret for forebyggende foranstaltninger i et tilstrømningsområde er et myndighedsansvar, da forsyningen ikke har ejerskabet i de ret store områder der er tale om. Vi kan overvåge drikkevandet, men ikke initiere forebyggende foranstaltninger udover dette i områder, vi ikke har råderet over.
Af vejledningen fremgår, at påvisning af et nyt stof i overvågningen af et tilstrømningsområde er tilstrækkeligt til, at der ikke kan dispenseres for fund i grundvandet der bruges til drikkevand. Dette forslag til praksis er ikke operationelt. Først når der er fund i grundvandet til drikkevand, er der tale om en ny forurening i drikkevandsmæssig forstand. Fastholdes dette skal henvisningen til den relevante paragraf i vandforsyningsloven tydeligt fremgå, så der ikke er tvivl om hvilket hjemmelsgrundlag der er gældende.
Oplysningspligten omfatter at forbrugerne orienteres direkte. Opgaven er delt mellem Energistyrelsen og Miljøstyrelsen. Det angives for begge styrelser, at oplysningerne skal tilgå på samme måde som faktura udsendes i dag, hvilket f.eks. kan være mail, Digital Post, app, brev eller andre digitale midler. Energistyrelsen har i den forbindelse bekræftet at link til en kundeportal/app/selvbetjeningsløsning, hvor oplysningerne ligger sammen med fakturaen, vil være tilstrækkeligt ift. bekendtgørelsen.
Åbning af et link sidestilles med at åbne et brev. I vandsektorloven fremgår ligeledes, at digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Det anbefales, at denne tilgang også adopteres på den del af oplysningspligten, der dækker Miljø- og Ligestillingsministeriets område og som sådan også fremgår af vejledningen.
I vejledningen bør det understreges, at information om vandkvalitet til forbrugerne baseres på analyser ved vandværkets afgang i de tilfælde hvor analyserne med myndigheden accept er flyttet til vandværket. Taphaneprøver afspejler ikke forsyningsnettet pga. bygningsinterne installationer.
Derudover er det stadig ikke klart hvordan forbrugerinformationen om antal og analyser af kontrolmålinger skal udformes. Omfatter dette også indikatorparametrene og skal det være en parameterliste? Kan det eksempelvis være en beskrivelse a la: ”Alle krav er over-holdt.”
Vi efterlyser derudover en klar definition af, hvad der udgør en "forbrugerklage", og opfordrer til, at vejledningen sondrer mellem væsentlige og uvæsentlige forhold, skal forsyningerne sammenlignes, er det afgørende at der indsamles data efter samme definition.
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA