KL's beredskabsudspil: Behov for tydelig rollefordeling og styrket lokal koordinering
KL’s udspil rammer plet på mange områder, men der er behov for klarere myndighedsroller, juridisk afklaring og en styrket lokal forankring af beredskabet, understreger DANVA.
KL peger på, at kommunerne står i frontlinjen under kriser og derfor har behov for klarere rammer og ressourcer. Udspillet lægger vægt på:
-
At staten udmelder konkrete scenarier og tidshorisonter for, hvad kommunerne skal forberede sig på
-
At der kommer tydelig vejledning om kommunernes ansvar for sårbare borgere
-
At der udvikles nationale planer for bl.a. krisekommunikation, beskyttelsesrum og inddragelse af civilsamfund og erhvervsliv
-
At der gennemføres flere kriseøvelser på tværs af sektorer og myndigheder
-
At kommunerne tilføres varige midler til drift, cybersikkerhed og øvelser i det lokale beredskab
Særligt de mest sårbare – såsom plejehjemsbeboere, borgere i botilbud og personer i misbrugsbehandling – skal kunne regne med et funktionsdygtigt nødberedskab.
KL understreger, at tydelig ansvarsfordeling og koordineret kommunikation mellem myndigheder er afgørende for at undgå usikkerhed og kaos i krisesituationer. Organisationen opfordrer til øget nationalt samarbejde og bedre planlægning på tværs af sektorer.
DANVAs bemærkninger til KL’s udspil på beredskabsområdet
Et robust beredskab i en ustabil verden skal ses i lyset af det nye nationale risikobillede, som stiller nye og større krav til beredskaber og beredskabsplanlægningen på tværs af myndigheder og sektorer.
Elementerne i udspillet er langt hen ad vejen i fuld overensstemmelse med DANVA’s anbefalinger og høringssvar til hovedlovene, CER-loven og NIS2-loven, samt øvrige input som DANVA har overleveret til minister, Torsten Schack Pedersen, og afsendt til udvalgene under Folketingets behandling af lovforslagene.
Umiddelbart bakker DANVA op alle tiltag, efterlysninger og anbefalinger, som gives i KL’s udspil.
Elementer fra KL’s udspil som DANVA er enig i og ligeledes tidligere har fremhævet:
Der efterspørges et styrket nationalt samarbejde om beredskabsplanlægningen.
Klar ansvarsfordeling på tværs af sektorer, hvem der gør og siger hvad, når krisen rammer.
Efterlysning af retningslinjer for at skabe robusthed og matchende beredskab:
- klare scenarier og tidshorisonter for, hvad vi skal være beredt på
- klare anbefalinger og vejledning vedrørende kommunernes ansvar for sårbare borgere
- der arbejdes videre med anbefalinger og rammer for de øvrige dele, der skal styrke vores samfundssikkerhed og beredskab – herunder bl.a. en plan for krisekommunikation til alle borgere, inddragelse af civilsamfundet og erhvervsliv, miljøkatastrofer, plan for beskyttelsesrum mv.
- forum for lokal/regional koordinering på tværs af sektorer og aktører.
- gennemførelse af flere øvelser i og mellem kommuner, regioner, staten og andre relevante aktører
- der tilføres varige midler til at robustgøre det lokale kommunale beredskab – til drift, øvelser og cybersikkerhed.
- klare krav og retningslinjer med henblik på at sikre drift selv under cyberangreb samt deling af varslinger, best-practice mv. via sektorernes CERT’er.
Mangler i KL’s udspil set med DANVAs øjne:
Lokal koordinering: DANVA så gerne at kommunerne satte sig for bordenden og varetog rollen som lokal koordinator både med hensyn til beredskabsplanlægningen, krisehåndtering samt øvelser på tværs sektorer og aktører. Det ville give gode muligheder for at udnytte synergier forsyningssektorerne imellem samt det lokale redningsberedskab.
Afklaring af myndighedsroller: Kommunernes myndighedsrolle i forhold til drikkevand og Miljøstyrelsens rolle i forhold til de kommende tilsyn SKAL afstemmes. Når det er på plads – og dermed en klar rolle- og ansvarsfordeling – skal kommunernes rolle/ansvar i forhold til forsyningsselskaberne kridtes op. Hvem sikrer borgerne adgang til rent drikkevand, når forsyningsselskabet ikke kan (vi taler konsekvens, ikke årsag her), hvordan skal det organiseres, kan selskaber og kommuner bistå hinanden, også på tværs af forsynings- og kommunegrænser. Er der et koordinerende led i forhold til planlægning (og dermed øvelsesvirksomhed)
Juridisk grundlag: Drikkevands- og Spildevandssektoren har behov for at få de juridiske forpligtigelser understøttet med lovgivning. Under begrebet sektoransvar er drikkevands- og spildevandsforsyningerne ikke præcist angivet, hvorfor DANVA’s medlemmer kan få oplevelsen af, at der er en risiko for at blive udnyttet.
Kontakt: Carsten Vejergang

Carsten Vejergang
Seniorkonsulent